Vi bruger Cookies

Ved at benytte accepterer du, at der anvendes cookies. Vi anvender cookies for at forbedre brugervenligheden og til webstatistik.Du kan her læse mere om vores cookiepolitik.

Den fri dræningsret

Den såkaldte fri dræningsret følger af vandløbslovens § 3, stk. 1 og 2.

Lovens indhold
Stk. 1 lyder således:
”Det er tilladt enhver grundejer at sænke grundvandet på egen ejendom til den for dyrkningen nødvendige dybde ved almindelig udgrøftning og dræning med afløb til bestående vandløb uden anvendelse af pumpeanlæg.”

Stk. 2 lyder således:
”Det er tilladt ejeren af en grund, der støder op til et vandløb (bredejeren), fra egen grund at aflede såvel overfladevand som vand fra almindelige drænings- og udgrøftningsanlæg til vandløbet.”

Denne ret begrænses af vandløbslovens § 5, der lyder således:
”Retten til at benytte vandløbene efter bestemmelserne i §§ 3 og 4 må ikke udøves med hensyn til vandløb, der udelukkende er anlagt til særligt formål eller for en bestemt kreds af grundejere, eller hvor der ved tidligere lov er truffet anden bestemmelse.”

Fortolkning
Det følger af § 5, at den fri dræningsret ikke gælder i forhold til kunstigt anlagte vandløb. Endvidere skal det oplyses, at Naturstyrelsen fortolker bestemmelsen således, at den fri dræningsret heller ikke gælder i forhold til rørlagte vandløb, selvom de oprindeligt har været naturlige. Den forståelse kan der være tvivl om, men som udgangspunkt bør Naturstyrelsens fortolkning følges.

Den fri dræningsret betyder således, at en lodsejer, der har arealer, der har grænser til et naturligt vandløb, der er åbent, i forhold til vandløbsloven kan etablere grøfter eller dræn til afvanding af sin jord, når det kan ske uden anvendelse af pumpeanlæg, og det ikke indebærer en sænkning af grundvandstanden i større omfang end det, der er nødvendigt for dyrkningen.

Den fri dræningsret gælder alene, når en enkelt lodsejer er involveret. Hvis der f.eks. er tale om 2 lodsejere, der går sammen om at etablere et dræn eller en grøft til afvanding af deres arealer, vil en sådan etablering ikke være omfattet af den fri dræningsret, og det vil derfor kræve vandløbsmyndighedens tilladelse.

Det skal supplerende oplyses, at Natur- og Miljøklagenævnet i en afgørelse for nylig har udtalt, at dræn og grøfter, der er omfattet af den fri dræningsret, ikke kan ændres uden tilladelse fra vandløbsmyndigheden, da en ændring anses for omfattet af reglerne om regulering. Indtil denne afgørelse har Naturstyrelsen ellers haft den fortolkning, at ændring fra dræn til grøft eller omvendt kunne gennemføres uden en reguleringstilladelse, når situationen var omfattet af den fri dræningsret.

Anden lovgivning skal iagttages
Det forhold, at der ikke kræves tilladelse efter vandløbsloven, så længe betingelserne for udnyttelsen af den fri dræningsret er opfyldt, betyder ikke, at anden lovgivning ikke skal iagttages. Det indebærer f.eks., at en dræning ikke må medføre en ændring af vandstanden i områder, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, der indeholder et forbud mod ændring af tilstanden på sådanne arealer.

Hvis der er tale om okkerpotentielle arealer, må der heller ikke foretages en sænkning af grundvandsstanden, uden at reglerne i okkerloven er iagttaget. Hvis der er tale om nyetablering af grøfter eller dræn, vil en sådan etablering også som minimum skulle VVM-screenes efter VVM-reglerne i planloven.

Sten W. Laursen, VFL